Tanker

Tanker


Præsten ved en gudstjeneste læste et par passager op fra "En mand der hedder Ove" af Fredrik Backman. Tilhørerne morede sig højlydt - denne mand der syntes homo seksuelle er underlige, selv kun kører i Saab, går inspektionsrunder i cykelskuret, undersøger naboernes affaldssortering og i det hele taget virker som en vrissen ældre mand der ikke gider leve mere -  i virkeligheden viser sig som en mand der udviser hjælpsomhed over for andre, ud fra den simple betragtning - at nogen skal jo gøre det, man kan jo ikke bare lade være.


Jeg måtte købe bogen, og fik en fornemmelse af da jeg læste den, at der i denne sjove og skæve bog var en påmindelse om, at vi alle skal være her og at vi absolut ikke skal være ens for at have denne ret.

Jeg har været her et stykke tid og fornemmet, hvordan samfundet har ændret sig over en periode fra halvfjerdserne og så til nu; Tænke sig – der var revolutions børnehaver! Det der slår mig, er at eksistens og meninger har en tendens til at være baseret på fløje og ikke respekt. Jeg er lige så stille kommet til den konklusion, at vi ikke er ens, og at mennesket bruger en for stor del af sin tid på at finde ud af hvad andre skal gøre, og hvad de selv burde gøre. Det er næsten umuligt, at leve op til både de andres og egne idealer og da slet ikke på samme tid.


I halvfjerdserne havde kommunismen endnu ikke fejlet eller endelig bevist at den undertrykker individet i forholdet til magteliten eller kollektivet – og med fløjprincippet, ja så var individualisterne egoister og kollektivet en sammenbragt flok alternative eksistenser. Det er da klart, de ikke kunne tale med hinanden – men f.eks. den britiske bilindustri og vores egen B&W døde på disse idealer i en røgsky af strejker og manifestationer. Det, som arbejdskampen og industrialiseringens ideal byggede på med, at alle skulle have et værdigt liv, blev efterhånden kørt ud i det ekstreme – fløjene gik ud fra, at de andre ikke kunne have et værdigt motiv.


Et andet eksempel på fløj politik er. at alle tilsyneladende havde affundet sig med, at det var rigtigt når Statsradiofonien påstod, at den almindelige borger ikke selv kunne administrere hvilken musik og hvilken formidler af politiske budskaber de ville høre – det undrer mig den dag i dag, at et demokrati kunne affinde sig med monopoliseringen af musik og nyhedsstrømmen. Det er jo et princip der kun anvendes i de mindst demokratiske lande. Men det er heldigvis ophørt nu – om så alternativet er blevet bedre ved jeg ikke, men antallet af programmer med unge mennesker der drikker sig fulde for åben skærm, madlavning, havearbejde og politimænd der skal til samtaleterapi, hvis de ser en knallertkører uden hjem er alarmerende højt og ligeså kedeligt.


Nu er vi så i den anden grøft, hvor man accepterer den ultimative frihed; man må streame hvad som helst på nettet i ytringsfrihedens navn, og man skal opføre sig så ubehøvlet som muligt og lave karikaturer overfor ikke accepterede mindretal – det kunne være de overvægtige, rygerne, muslimerne eller kristne mennesker. Man må dog ikke genere de politisk godkendte mindretal såsom homoseksuelle – så bliver der fakkeloptog – men Jehovas vidner og muslimer må man godt jagte ned.


Det samme gælder for de meget store økonomiske koncentrationer, hvor hele statsbudgetter bliver behandlet med en større lukkethed, end man på noget som helst tidspunkt ville acceptere fra et vilkårligt demokratisk land. Når vi engang i fremtiden ser tilbage, vil vi undre os over, at vi lod private lukkede koncentrationer af penge styre vores energisektor og råstofudvikling, med henvisning til noget der hedder globalisering (fløjpolitik) på samme måde som vi i dag undrer os over, at nogen kan sige, at vi kun må se en fjernsynskanal.


Verden er min handelsplads er lige så utopisk en sætning, som at slå hele verden sammen til en kommune. Vi er forskellige – menneskeligt, politisk og vi skal have lov til at være forskellige, men vi skal passe på og respektere hinanden – ting som vi skal bruge skal ikke nødvendigvis laves i Kina – naturligvis kan store og vitale ting som energi, rumforskning, historie og freds initiativer løses bedst i samarbejde, men man behøver ikke nødvendigvis i globaliseringens hellige navn, sende en lille ting som en fregat til udlandet for eftersyn – globaliseringen burde have en bagatel grænse bag hvilken mennesker kan leve. Vi skal også forstå at globalisering ikke afspejler værdier såsom menneskesyn og forhold til udnyttelse af ressourcer.


Mit opråb til vores politikere, som jeg respekterer og ser som nogen af de mindst korrupte og mest troværdige sammenlignet med resten af verden, vil være, at de i større grad burde være visionære og have politiske standpunkter som de søger at mønte ud i handling. De er i dag kun administration for kapital.


Vi kan alle se, at arbejdsmarkedet bliver smallere og smallere, hvor stadigt færre mennesker skal arbejde hårdere for at forsøge stadig flere. Dette arbejdsmarked – denne globalisering – burde vi sætte ind overfor og i stedet for at lette skatten for dem der arbejder hårdest, skulle vi i stedet fokusere på at lette deres arbejdsbyrde, og tvinge arbejdsmarkedet ind i et spor, hvor der lever mennesker der yder efter evne – dette som en konsekvens af, at kapitalismen som kommunismen har fejlet – vi mangler bare den endelige accept.


Vi bør fokusere på, at samfundet blev og er til for alle. Nogle vil leve i kollektiv, nogle vil være rige, nogle vil være kristen uddannelses- og forskningsminister, nogen vil være muslim eller ateist – men under alle omstændigheder, så længe det ikke genere andre og man udfører sit job, gerning eller funktion, så burde andre blande sig udenom og lade folk være i fred. Vi skal ophøre med at begrænse den mængde mennesker der må arbejde. Men i fløjkrigens navn, er vi nu begyndt omtale en hijab som noget afgørende for kvindens undertrykkelse – sæt det lidt i perspektiv – hvis jeg vil gå med cowboyhat, så gør jeg det – jeg føler mig ikke som et større menneske eller en bedre demokrat, hvis jeg ser en politimand i en fjernsynsudsendelse bede en buschauffør om at tage sin turban eller hijab af.


Derimod syntes jeg det er meget beklageligt, at Pride Parade flyttede fra Nørrebrogade fordi man var nervøse for episoder med stenkastene unge – om så hæren skulle kommanderes ud og passe på Pride Parade, så burde vi aldrig svigte, at mennesker må være som de er – om de går i lårkort, er med i Pride Parade, christianitter, kristne, ateister eller går med hijab… dér burde vores sammenhold være.


Efterspil: Jeg har nu hørt, at Pride Parade ikke flyttede fra Nørrebrogade  fordi man var nervøs for episoder med stenkastene unge – men fordi det var for langt at gå med højhælede sko - (kom ikke og sig, at det ikke er sjove mennesker) - men jeg lader teksten stå alligevel - for princippet er, at det har de ret til at være som de er og vil.


--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er gerne gratis at sige, at vi ønsker besparelser gennemført via effektiviseringer – dette kunne være digitalisering, ændrede arbejdsgange og udnyttelse af stordriftsfordele.Derefter trækker man besparelsen ud af budgettet – (det hedder nedskæring), og satser på at effektiviseringer så efterfølgende kan gennemføres.


Dette er senest bevist ved at man fra politisk side, år efter år beder om en effektivisering af skat – uden at det går ud over kvaliteten? Det ville være klædeligt, hvis administratorer (både private og offentlige) der har et forsimplet syn på en kompleks problemstilling, sikrede at beslutningstagerens effektivitet blev fuldt og målt, således at man kunne vurdere om de var kilden eller løsningen til en problemstilling.


Men hvem skal måle den ufejlbarlige?